A11y.General.SkipToContent

Så blev DM-stævnet skudt i gang

2. juni 2022

Helgstrand Event er vært ved det 4. danske dressurmesterskab i træk, og det blev officielt skudt i gang i dag med Prix St. George og første iagttagelse til det prestigefyldte unghesteverdensmesterskab for unge dressurheste. Selvom kalenderen siger den 2. juni, så var det ikke just sommervejr, som rytterne red i dag, og det gav lidt udfordringer undervejs.

Helgstrand i top-3 i Prix St. George

Det var Helgstrand, der dominerede dagens KASK Prix St. George præsenteret af Supervin, hvor Marianne Helgstrand på den 8-årige Sezuan-søn (morfar Sandro Hit), Elverhøjs Raccolto lagde sig i spidsen med 71,842%. Stærkt efterfulgt af sønnen, Alexander Helgstrand, der red til 70,307% på Belantis (Benetton Dream/Expo’se), som han kun har dannet par med i ganske få måneder. På tredjepladsen har vi så endnu en rytter fra Helgstrand, nemlig berider Michael Grønne Christensen, der indtog 3. pladsen med 70% på den 8-årige hoppe Atterupgaards Miley efter Att. Seebach/Lord Sinclair.


Marianne satte lidt ord på turen i dag:

- Jeg havde en super god tur på Raccolto i dag. Han var med mig hele vejen rundt. Jeg havde dog en lidt ærgerlig indridningsparade, hvor han ikke helt ville stå stille, og så var der 4’er-changementerne, der ikke helt lykkes i dag. Han kan godt være lidt frisk, men han var virkelig lyttende i dag, og det gav bare en rigtig god tur, fortæller Marianne Helgstrand.

I et interview med Zibrasport Equest fortalte hun også lidt om, hvordan det er at konkurrere mod sin søn , Alexander Helgstrand – se interviewet her: https://zibrasportequest.com/da/2022/06/marianne-helgstrand-saadan-er-det-at-konkurrere-mod-sin-soen/

Marianne Helgstrand og Elverhøjs Raccolto

32 kombinationer i ilden til UVM-iagttagelse

Hele 32 danskavlede og yderst lovende unge dressurheste var i dag på banen i den første af to iagttagelser til det prestigefyldte Unghesteverdensmesterskab. UVM, som afvikles fra den 8.-11. september, rykker tilbage til hollandske Ermelo, efter det fandt sted i Verden sidste år. Udtagelsen sker over to iagttagelsesstævner, hvor hestene på førstedagen går det indledende FEI-program og på andendagen går finaleprogrammet. Det var et krævende miljø for de unge heste med blæsten, der tog lidt af koncentrationen, men de erfarne ryttere fik dem flot fremvist alligevel. I morgen gælder anden runde, hvorefter en bruttoliste over heste, der skal med til det andet og sidste udtagelsesstævne på Vilhelmsborg den 19.-20. juli, offentliggøres.

Feltet af unge heste i alderen 5-7 år bestod af medaljehopper, avlshingste, championatsfinalister samt tidligere UVM-deltagere. Et særdeles spændende felt med bl.a. sidste års Verdensmester for 5-års, Downtown og dette års vinder af Dansk Varmblods Unghestechampionat, Søbakkehus Maude. Generelt set er Hesselhøj Donkey Boy en velrepræsenteret hingst i feltet, men også Revolution, Franklin og Grand Galaxy Win har flere fine afkom med.

Se startlisten for fredagens finaleprogram: https://online.equipe.com/da/class_sections/692151

Lovisa Wessblad og Francisca