A11y.General.SkipToContent
Copyright ©FEI/Kim C Lundin

Carina Cassøe Krüth tager Danse med til DM

3. maj 2023

Nedtællingen til årets DM-stævne i dressur hos Helgstrand Event er i gang, og i sidste uge startede tilmeldingen til stævnet. En af de ekvipager, der har meldt sin ankomst, er VM-holdguldvinder Carina Cassøe Krüth med Heiline’s Danciera.

Det bliver uden tvivl spændende, når DM i dressur for seniorryttere, U25-ryttere og for pararyttere løber af stablen hos Helgstrand Event fra den 1.-4. juni 2023. Der skal findes nye danske mestre i fire mesterskaber, og hos seniorrytterne har en stærk kandidat til titlen allerede meldt sin ankomst.

Det drejer sig om Carina Cassøe Krüth med Heiline’s Danciera e. Fürstenball. En ekvipage der sidste år var en del af det guldvindende danske hold ved VM i dressur i Herning. Denne ekvipage har igennem de seneste år gang på gang gjort sig bemærket ved store internationale stævner, blandt andet OL i Tokyo, VM i Herning og senest blandt andet ved at vinde en World Cup-kvalifikation i Göteborg, Sverige.

Carina og Danse, som Heiline’s Danciera kaldes til dagligt, har stadig til gode at vinde en DM-titel. I 2020 vandt ekvipagen sølv ved det danske mesterskab, mens ekvipagen i 2021 og 2022 ikke var til start i mesterskabet, da fokus var rettet mod henholdsvis OL og VM. I år passer DM-stævnet ind i ekvipagens stævneprogram, og derfor møder de op i Uggerhalne for at ride om den eftertragtede guldmedalje.

Medaljetagere fra 2020-2022

2022

Guld: Cathrine Laudrup-Dufour med Vamos Amigos
Sølv: Nanna Skodborg Merrald med Blue Hors Zack
Bronze: Lone Bang Larsen med Thranegaardens Rostov

2021

Guld: Cathrine Laudrup-Dufour med Atterupgaards Cassidy
Sølv: Nanna Skodborg Merrald med Atterupgaards Orthilia
Bronze: Daniel Bachmann Andersen med Marshall-Bell

2020

Guld: Cathrine Laudrup-Dufour med Atterupgaards Cassidy
Sølv: Carina Cassøe Krüth med Heiline’s Danciera
Bronze: Andreas Helgstrand med Fiontini

Copyright ©FEI/Kim C Lundin
Copyright ©FEI/Kim C Lundin